Thomas Lorentzen

Når jeg siger nej tak til reklamer, med et officielt klistermærke lige ved siden af min brevsmække, så betyder det åbenbart at jeg godt vil have postomdelte reklamer. Det er en unik regel indenfor klistermærker. Hvis jeg kører i bus, så står der at jeg ikke må ryge, og det betyder, at der ingen undtagelser er til forbuddet, lige meget hvilken form min tobak kommer i. Hvis jeg går i svømmehallen, og der står at jeg ikke må have fodtøj på i området omkring bassinerne, så findes der undtagelser, for man må gerne gå med fodtøj der er kompatibelt med ophold omkring pølen. Derfor har autoriteterne på området formidlet information, der gør mig opmærksom på dette. Men nej tak til reklamer betyder at jeg godt vil have de postomdelte. Det er åbenbart så indlysende en undtagelse, at man ikke har fundet det nødvendigt at informere mig om det. Men hvad nu hvis jeg vil have et klistermærke, der fortæller at jeg slet ikke vil have reklamer, postomdelte eller ej? Det findes ikke. Man kunne få den mistanke, at det hører sammen med, at de samme der laver mærkaterne, er de samme der sender de postomdelte reklamer, nemlig Post Danmark. Så det er naturligvis ikke i deres interesse at stoppe noget de profiterer på. Det er lige så logisk som grunden til at de lavede antitrust love i USA.

Hvis jeg var forbrugerrådet eller konkurrencestyrelsen og hørte om dette, så ville jeg få den opfattelse, at her var en sag der hørte under mit fagområde, og så ville jeg tage arbejdstøjet på med det samme. Jeg ville tilhøre en offentlig instans, der var til for at sikre borgernes rettigheder, så det ville måske overraske mig at Post Danmark også er statsejet. Jeg ville blive skuffet over at det offentlige stod bag konkurrenceforvridning og en tilsidesættelse af borgernes rettigheder som forbrugere. Jeg ville blive arrig, men ikke i meget høj grad, for jeg havde en mulighed for at ændre på tingenes tilstand. Desværre er jeg ikke ansat hos hverken forbrugerrådet eller konkurrencestyrelsen, så min arrighed forværres af, at jeg ikke har mange andre måder at udtrykke min utilfredshed på, en ved at skrive denne blog.

Jeg husker et verbalt guldkorn sagt af B.S. på nationalt TV. Han fortalte at når vi nu havde sendt soldater til Irak for at forsvare demokratiet og ytringsfriheden, så mente han det burde være forbudt ved lov at kritisere dette tiltag. Dette blev sagt af en mand der er bestsellerforfatter, TV personlighed, foredragsholder, teambuilder og meningsdanner, og i denne kapacitet tager en foruroligende stor del af befolkningen ham næsten lige så alvorligt som han selv gør. Han er en umådelig populær, hyldet og respekteret autoritet indenfor alt macho, og vel således noget af det nærmeste vi kommer på en dansk Chuck Norris.
Jeg har et par historier fra det virkelige liv om manden. De kommer fra en af mine venner der er freelancefotograf, og derfor tog billeder af ham til en ukritisk artikel i et eller andet livsstilmagasin for mænd. Her fortalte B.S. min ven (ud af den blå luft og ca. 10 minutter efter at de var blevet præsenteret for hinanden) at han havde et stort problem når han var i byen, for der var altid en eller anden amatør Rambo der ville udfordre eller provokerede ham til slåskamp. Problemet var ikke så meget at blive antastet, men at han ikke kunne slås. Ikke slås? Manden er jo udlært jægersoldat, så kan han vel slås? Men nej, det kan han ikke. For som B.S. selv forklarede min ven det, så er han ikke trænet til at slås, men kun til at dræbe. Heldigvis havde han trods alt forstået, at man ikke kan gå rundt på gaden og dræbe civile i fredstid. En anden ting han fortalte min ven kom da de skulle til at tage billeder. Her understregede B.S. at det nu var min ven der havde kommandoen, idet (som han udtrykte det) det er vigtigt at have en stærk leder hvis man skal have udrettet noget. Bevares, det er da utvivlsomt sandt i mange sammenhænge, men mon ikke man kan finde en flok humaniora tøser fra RUC der vil påstå at det ikke er en universel sandhed? Nu tror jeg så ikke B.S. bruger megen tid på at lytte til RUC’er, kvinder og andre venstreorienterede, så det kan nok være ret ligegyldigt hvad de mener. Derimod er der umådeligt mange der lytter til B.S. Sidst jeg hørte efter var der solgt 50.000 ekseplarer af hans selvbiografiske bog ”Et liv på kanten”, og der findes næsten ikke en primetime på TV uden at han og Bubber opsøger et eller andet scenarie hvor han kan blære sig med sin macho kunnen.
Vi har således at gøre med en udlært dræbermaskine (militarisme) der går ind for stærke ledere (fører-princippet) og begrænset ytringsfrihed (totalitarisme), og i det hele taget ser krigførsel og overlevelsesture i ingenmandsland som paraleller på hvordan vi bør leve vores liv (Carsten Mørch begrænser det trods alt mest til erhvervslivet og teambuilding, og han blev no.1 på ranger holdet, hvor B.S. kun blev no.3). Når et sådant menneske, hvis hele værdigrundlag er baseret på militærets tankegange og principper, bliver en folkehelt, udelukkende fordi han kan overleve 3 måneder i ødemarken på bark og morgenurin, så mener jeg det er på tide at råbe vagt i gevær (for nu at blive i hans egen termonologi).

For hvor mange røde lakajer i DR’s bestyrelse eller kulturrådet skal der til, før B.S. har fået nok og melder sig ind som stemmesluger for Venstre? Selv den mest velfunderede og fornuftige borgerlige politiker, der mærker socialdemokraternes tunge ånde i nakken, kan vel ikke sige nej til en mediedarling som B.S. i sit parti, og hvis en nations helte afspejler dens idealer og værdier, så vil det vel være en sejr for det repræsentative demokrati at få B.S. folkevalgt. Så er der nogen til at være talerør for brugtbilsforhandlerne, hjemmeværnsfolkene, mellemlederne og alle de andre der ikke bestod optagelsesprøven til politiskolen, ser venlighed som en svaghed, livet som en slagmark og solidaritet som en alvorlig sindslidelse. Måske kunne der ligefrem blive oprettet et propagandaministerium til ham efter næste valg.
Jeg ser ikke dette scenarie som helt urealistisk, og det får mig til at tænke på citatet: “The only thing necessary for the triumph of evil, is for good men to do nothing” (Derfor denne blog). Jeg ser B.S. som en håndlanger for ondskaben, og jeg ville ønske man kunne mane ham tilbage til Mordor. Det er ikke fordi han er en folkekær skabsfascist, for det er fint at have en intelligent og velovervejet chef ideolog ude på højefløjen (såsom Pastor Krarup eller Mogens Glistrup), til at sætte lidt perspektiv på tingene. Men det er netop fordi han ikke er intelligent og velovervejet, han er tværtimod en enfoldig landsbytosse, der tror han er umådelig skarp. Faren består i at vi ophøjer en sådan tåbe til en magtfuld position i samfundet. Vi har ikke brug for flere fordummende elementer i den danske andedam. Det er fint nok hvis store dele af ænderne er reaktionære skabsfascister, så længe de er velfunderede, bevidste og ansvarlige reaktionære skabsfascister. Det eneste B.S. Christiansen gør er at promovere og legalisere usaglig dumhed, og således sænke standarderne i det offentlige rum, og mindstekravene til at optræde i det. Hvorfor er der ingen røster i samme rum der tager kampen op imod dette?
Apropos usaglig, så fandt BT ud af at manden aldrig har været i krig i virkeligheden. Det er jo let nok at spille sej når man er en legetøjssoldat, men kunne det ikke være sjovt hvis han skulle vise sig at være en flæbene kujon, når der begyndte at flyve rigtige kugler om ørerne på ham?